Den ligner Norton Commander til DOS næsten på en prik, og er den ligeså god, så er det netop det program, som jeg har savnet allermest, efter jeg sagde farvel til DOS.
Nu tænker du måske, at jeg må være en forstokket gammel knold, som burde have en skrivemaskine i stedet for en PC.
Men prøv så selv at undersøge det og læs evt. manualen med terminalkommandoen "man mc"
Rækker tålmodigheden ikke så langt så prøv at Tjekke dette:
Du har terminalprompten i bunden, hvor du kan skrive en kommando direkte og straks efter kan du fyre den af med Enter.
Trykker du [Ctrl + o] (o som oskar) , så har du terminal i hele vinduet.
Med [Tab] kan du zappe mellem højre og venstre vindue (mappe), og du kan scrolle med pil op og ned.
Tryk [Alt + i] og det andet vindue stiller sig i samme mappe som det første.
Stil dig på en fil og tryk [Alt + Enter] og filens navn vil straks stå i prompten med curseren parat til at modtage options.
Skal der ikke options på en kørbar fil, så taster man bare Enter direkte på filen og straks starter programmet.
Prøv også at stille dig på en mappe og tryk [Ctrl + p] og se, at det andet vindue automatisk stiller sig i mappen.
Med [Ctrl + \] får man favoritmappelisten.
Funktionstastmenuen i bunden giver vist næsten sig selv. F5 kopierer f.eks. filer fra det aktuelle vindue til det andet vindue.
Flere filer markeres med [Insert] eller [+] ([-] fravælger)
Man skal trykke [Esc] to gange for at komme tilbage fra visse åbne funktioner.
Stil dig på et lille script eller på en tekstfil og tryk F3, hvis du vil se den, eller F4 hvis du vil redigere den ([Ctrl + x] = exit).
Vieweren og editoren er måske ikke så gode, men jeg mener, at de forholdsvist nemt kan skiftes ud til f.eks. Gedit.
F7 hvis man vil lave en ny mappe.
F9 starter den øverste menu.
Osv..
Ved første øjekast, så virker det hele måske lidt besværligt at hitte rundt i.
Men med lidt øvelse, så er tastning både meget hurtigere og sundere end musen.
Man skal dog være klar over, at Midnight Commander er et meget stærkt værktøj, som virkelig kan lave rod på disken, hvis man bare taster løs.
Hvis du har oplevet "bugs" og problemer med Midnight Commander, så skriv endelig om det, så vi kan få det frem i lyset og måske få gjort noget ved det.
På forhånd tak.
